Har du siddet med et projekt, hvor du føler, at I ikke rigtig får løst problemstillingen I står overfor? Måske har I oprettet en ny indsats, som målgruppen er glad for, men uden, at I ser, at der sker en social forandring . Så er der stor sandsynlighed for, at I vil gavne af en innovativ eller nytænkende tilgang. Helt konkret kan I have stor effekt af at inkludere innovationsmetoden design thinking.
Hvorfor innovere med design thinking?
Design thinking er i dag en af de mest populære innovationsmetoder, og bliver brugt i alt fra store tech-firmaer til offentlige styrelser og NGO’er i alle størrelser. Under kommer jeg ind på, hvad jeg synes er de vigtigste grunde til, at I skal overveje at bruge design thinking når I skal løse den næste svære problemstilling:
1. I får indblik i målgruppens underliggende behov
Design thinking er en menneskecentreret tilgang til innovation. Derfor står forståelsen af målgruppens underliggende behov i centrum. For at få dette kan I gennemføre en række forskellige indsigtsgivende aktiviteter. Ved at inddrage forskellige aktører for at få deres perspektiv på eksisterende viden, får I fuld effekt ud af den viden og kendskab, der er i organisationen. Dette kan samlet bidrage til et mere fuldendt billede af, hvad problemstillingen er.
2. I kvalificerer og diskvalificerer eksisterende antagelser
Ud over, at ny viden og inddragelse af forskellige perspektiver giver et mere fyldesgørende billede af situationen, kan det bidrage til, at eksisterende antagelser bliver drøftet og udfordret. Dette gør, at I ikke udvikler tjenester på fejlslåede antagelser. Antagelser er nemlig noget man ofte arbejder ud fra når den eksisterende forskning på området er mangelfuld.
3. I får konkrete situationer til at inddrage målgruppen
I en klassisk udvikling af et projekt, ender det ofte med, at projektlederen og teamet udvikler en tjeneste i et vakuum, uden at målgruppen inddrages. Ved brug af design thinking processer, såsom design sprints, inddrages målgruppen løbende og kan være med i forskellige stadier af innovationen. Dette kan være et af de afgørende elementer når I skal udvikle værdiskabende løsninger.
4. I skaber øget værdi for målgruppen
Gennem bedre indsigt, udfordring af antagelser og inddragelse af diverse aktører, kan I udvikle løsninger, der skaber ny værdi for målgruppen. Derudover kan I teste løsningen inden den udvikles i detalje, hvilket hjælper med risikohåndtering og afsløring af fejl inden lancering. Det gør, at I kan tilpasse en hel del mere inden I bruger ressourcer på at udvikle indsatsen færdig.
Kort sagt kan I ved brug af design thinking skabe øget værdi både for målgruppen og for jeres arbejdsplads.
Kunne du tænke dig at høre mere om, hvordan innovation og design thinking kan bruges i din organisation eller i forbindelse med en konkret problemstilling? Ræk endelig ud, så kigger jeg forbi til en uformel kaffe.
Comments